Undersøgelserne i Bredebro er nu afsluttet.
Det barn på syv måneder, som søndag blev indlagt på Odense Universitetshospital med livstruende skader, er i dag afgået ved døden som følge af sine skader.De pårørende er underrettet.
Syd- & Sønderjyllands Politi har siden modtagelse af anmeldelsen efterforsket sagen intensivt og i den forbindelse sigtet en 32-årig mand for grov vold mod barnet. Han blev afhørt og sigtet mandag aften og er fortsat sigtet i sagen.
Der er mandag og tirsdag gennemført tekniske undersøgelser på en adresse i Bredebro. Disse undersøgelser er nu afsluttet.
”Vi har siden anmeldelsen iværksat en omfattende efterforskning af sagen - herunder en lang række efterforskningsskridt. De skal forsøge at klarlægge, hvordan de skader, som har medført barnets død, er opstået og det hændelsesforløb, der ligger forud”, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen.
Den intensive efterforskning fortsætter nu. Der vil blive foretaget en obduktion, yderligere afhøringer samt flere tekniske undersøgelser. Det foregår i et tæt samarbejde med National Kriminalteknisk Center (NKC) samt Retsmedicinsk Institut.
Af hensyn til den igangværende efterforskning har politiet ikke yderligere oplysninger til sagen.